Søndag 17.1.1909 Jeppe Aakjær til Carl Nielsen, København
Jenle pr. Jebjærg 17/1 1909
Kjære Hr. Carl Nielsen!
Jeg skylder Dem min varmeste Tak for den uforlignelige Melodi, De med saa nænsom Haand har svøbt om min ”Jens Vejmand” [CNW 137]. Jeg kunde ikke ønske mig en skjønnere, en mere sjælfuldt rørende. Ord og Melodi har her fundet hinanden i et Kys, - saadan skal det være!
Da jeg forleden laa syg, strømmede Barneminderne endnu engang ind paa mig og blev til vedlagte Digt, som jeg ikke tror er helt ilde. Jeg har endnu ikke vist det til nogen. Men det gaar ind i en Digtsamling som kommer nu i det tidlige Foraar. Skulde det vække beslægtede Stemninger hos Dem, vilde det glæde mig meget; thi ingen vilde jeg heller ha’ til at lægge en Tone til det end Dem.
Tak for Deres fortrinlige, kraftige Artikel forleden i ”Tilskueren”.
De venligste Hilsner
fra Deres hengivne
Jeppe Aakjær.
Imellem to mørke Høje
Imellem to mørke Høje
jeg vogted som Barn min Faders Faar,
og Mulden gav mig sin Møje,
og Solen flammed mit Haar;
men Verden tindred i Dis og Drøm,
og Barnelængslerne vimrer
som Siv i den dybe Strøm.
Imellem to mørke Høje
der saa [jeg] dig, Mor, saa trælsomt gaa
med Sorg i det søgende Øje
og Tørklæd’ om Tjavser graa.
Dér kom du saa tit og strøg min Kind,
og Strikkepindenes Tinglen
lød sølverne ømt til mit Sind.
Imellem to mørke Høje
Fuldmaanen saa jeg for første Gang,
som langt i Havet en Bøje
i Himmeldybet den hang.
Jeg fulgte dens Vej over stille Land
saa mangen daarende Aften
langs Bækkes klukkende Vand.
Imellem to mørke Høje
jeg stirred mod Tordenens Lynildsskrift,
saa Rugen lydigt sig bøje
for Bygens voldsomme Drift.
Saa blev jeg blandt tvende Mødre delt,
min egen Mor og Naturen,
og ingen jeg svigtede helt.
Imellem to mørke Høje
kom Kysset til mig paa bitte Sko,
foran mig i Skjørt og i Trøje
det stod i Lyngen og lo.
Da blev mit Hjerte saa fuldt og trangt,
men da jeg vilde det fange,
var Kysset alt milelangt.
Imellem to mørke Høje
jeg ledte med Nyn mit Plovøgsspand,
mens Skyggen fra lyngladne Fløje
laa tungt paa det stride Sand.
Og svandt alt Lys af mit Digt en Stund,
da var det de Højes Skygger,
der mørkned mit Sangvælds Bund.
Imellem to mørke Høje
der vilde jeg gjærne sænkes ned
en Dag, om det kunde sig føje,
da Byggen og Skederne skred.
Saa havde jeg fundet det gamle Spor
og kunde nu evigt slumre
i Hjemmets hellige Jord.
Jeppe Aakjær.
Jenle 17/1 1909.Jeppe Aakjær; Samlede Værker 1-8, Kbh. 1918, bd. 2 s. 18-20, daterer digtet 4.1.1909. 5. strofes sidste linje lyder her ”det ilede milelangt.”
Til Komponisten
Hr. Carl Nielsen.
Sunday 17 January 1909 Jeppe Aakjær to Carl Nielsen, Copenhagen
Jenle, Jebjærg 17 January 1909
Dear Mr Carl Nielsen!
I owe you my warmest thanks for the magnificent melody you have so carefully wrapped around my John the Roadman [CNW 137]. I could not have asked for one more beautiful, more spiritually moving. Words and melody have found each other in a kiss – that is how it should be!
When I was ill in bed the other day, all my childhood memories came rushing back to me again and were transformed into the enclosed poem, which I do not think is bad at all. I have not yet shown it to anyone. But it will be part of a collection of poems that will be published early this spring. If this arouses similar memories in you, I would be very happy, for there is no one I would rather have put this to music than you.
Thank you for your excellent, powerful article in Tilskueren the other day.
With best wishes.
Yours sincerely,
Jeppe Aakjær.
In between two darkling heights
In between two darkling heights
a child, I watched my father's flock.
The earth gave me my delights
and sunlight blazed in my locks;
my world glowed then in hopes and dreams
and childhood longings waved
as water weed in rushing streams.
In between two darkling heights
I saw you, Mother, walking sad
with sorrow in your yearning sight
in rags and apron clad.
So oft you stroked me, soft and kind,
and knitting needles' gentle chime
was music to my mind.
In between two darkling heights
I saw a full moon the first time
so like a buoy across the bight
in deepest night it climbed.
Its path on silent fields I took
on many enchanting evening
beside the chuckling brook.
In between two darkling heights
I read the lightning's runes,
saw rye stems dance so soft and light
to barley's stronger tunes.
Two mothers then I came to share,
a mother mine and nature dear,
and neither could forswear.
In between two darkling heights
a kiss approached on tiny shoon,
in skirt and shirt the little mite
laughed in the heathered dune.
It filled my heart, and so oppressed
but when I ran to hold it fast
the kiss was far off in the west.
In between two darkling heights
I sang and ploughed my two-in-hand
while birds in their cavorting flight
cast shadows heavy on the sand.
And if my poems lost all light
it was but the shades that fell
upon my song from dizzy heights.
In between two darkling heights
I hope one day to lie at rest,
when day is done and time is right
when crops have all been harvested.
Then I'd find the paths I roamed
and there could find eternal sleep
in holy grounds of home.