Til grund for tekstbehandlingen i nærværende udgave af
H. C. Andersens dagbøger er lagt de principper for udgivelse
af Andersens skriftlige efterladenskaber, som er formuleret i
C. Behrend og H. Topsøe-Jensens udgave af brevvekslingen
med Edvard og Henriette Collin: »Udgaven gengiver saa
nøjagtigt som muligt Originalernes Bogstavering og Tegnsætning
. . . « (bd. VI, s. 11, Kbh. 1937). Den første metodiske
udgave af en af H. C. Andersens dagbøger benyttede
i modsætning til de tidligere tryk samme fremgangsmåde: »I
Gengivelse af Dagbogens Tekst er hans egen Stavemaade og
Tegnsætning bevaret for, saa vidt som det er muligt, at give
Læseren et fuldkomment Indtryk af, hvorledes den er
ført...« (H. G. Olrik, H. C. Andersens Dagbog fra hans
sidste Slagelse-Aar 1825-1826, tr. Anderseniana vol. IV, s.
10, Kbh. 1936). Ligeså selvfølgelig denne fremgangsmåde
nu forekommer at være, lader den sig dog ikke praktisere til
punkt og prikke. En tekstudgave tjener to formål: dels at
gengive forfatterens tekst med den størst mulige troskab, dels
at gøre den tilgængelig for benytteren, således at denne ikke
udsættes for unødige vanskeligheder ved læsningen, som er
og bliver det egentlige formål med en publikation. De førnævnte
udgivere tilføjer da også i fortsættelsen af de anførte
citater, at de, trods hovedprincippet: absolut troskab mod
Andersens tekst, på sine steder har måttet korrigere den foreliggende
tekst i overensstemmelse med de ved tekstudgaver
almindeligt anvendte principper, simpelthen for at gøre teksten
forståelig for læseren.

Er Andersens tekst da uforståelig? På ingen måde. Men