Kjøbenhavn den 22 April 1833. Mandagmiddag forlod jeg
hjemmet. — Det var nogle frygtelige Timer forud. Min gamle
Vertinde græd ved Afskeden. Jeg var til Afreisen hos Collins,
de saae ogsaa bedrøvede ud, Luise, Lind, Eduard, Gotlieb
Gusta Jonna og Jette fulgte mig ud, Ludvig og Vanscher
vare med. — Vi kom alt fortidlig paa Broen hvorfor vi maatte
gaae ind paa Lange Linie, her kom Bruun, Gusta Müller
og Frøken Snell. Kommandeuren og Fruen vare paa Langeline.
Jeg saae Taare i Luises Øine ved Afskeden, ogsaa
Ingeborg var forstemt! De holde dog af mig! De kjære,
altfor kjære Mennesker! — Eduard og Ludvig fulgte med ombord.
Jeg gik med Armen om Eduards Skulder, han trøstede
mig saa broderligt. — Saa skildtes vi ad, jeg glemmer aldrig
det trofaste Ansigt. Fra Langelinie til-vinkede de mig endnu
engang Lev vel! Emma og Ida Bang vare ogsaa der! — Endnu
kom Ove Thomsen og Wals ombord til mig, og i det vi vilde
gaae, Christian Voigt og Jakobæus; saa gik det afsted! jeg
kunde ikke længer see deres bekjendte Ansigter. — Da vi vare
om tre Kroner overrakte Capitainen mig et Brev fra Jette
Wulff. Hun talte om sine to Brødre der havde reist bort, og nu
om mig som den tredie, der forlod hende, hun anede at døe
før vi samledes igjen. — Jeg var ved at græde. — Salomon fra
Odense og Kammerjunker Du Plat vare med mig de eneste