nok komme ud af Sengen og sidde paa en Stol medens Sengen
blev redt. Idag har Doctor Meyer ikke været her, han
var bleven kaldet til Slagelse, men heldigviis kom Professor
Hornemann ind fra Hornbæk og saae til ham. Han fandt
ham meget forandret siden han for 8 Dage saae ham. Da han
havde døset meget idag, raadede H til at give ham en mindre
Portion Cloral.

Tirsdag 3die August.

Andersen har næsten ikke sovet det Mindste i Nat. Paa
mit Spørgsmaal hvorledes han har det, svarer han fremdeles
»Jeg veed slet ingenting«. Hans Øine see ud, som om der
laae et Slør over dem. Han kan ikke godt finde sig i at Tjeneren
er gaaet op for at / lægge sig; han er bleven ringet
paa uafladelig hele Natten og han kan trænge til lidt Hvile.

Onsdag 4de August.

Fra 10 i Aftes har A sovet, nu Klokken 10, ligger han endnu
i fast Søvn, med tilsyneladende stærk Feber. Tjeneren
hørte ham hoste engang inat og da han senere kom ind laa
han med en Kop Havresuppe i Haanden, hvoraf det Meste
af Indholdet var spildt paa Sengetæppet; han har ikke havt
Kræfter til at sætte den fra sig. — Han sagde til mig igaar
efter at Doctor Meyer havde været her »Doctoren kommer
igjen i Aften, det er ingen gode Tegn«. Jeg mindede ham
om at han i de sidste 14 Dage havde besøgt ham 2 Gange
om Dagen, hvormed han beroligede sig.
Nu er Lyset slukket! Hvilken lykkelig Død. Klokken 11,
5 Minutter udaandede den kjære Ven sit sidste Suk.